Har lige været gennem korrektur på den bog, min dejlige Ideastronaut-søster, Rikke  Alleslev har sat op og illustreret for mig. Det har også kun taget mig 5 år at formidle de budskaber, jeg har i hjertet og nu er jeg omsider ved at nå i mål med den…

Og så var det, at jeg pludselig blev rædselsslagen, fordi det gik op for mig, at det eneste, der nu mangler før bogen er klar til tryk, er det forord, jeg har udsat til at skrive til sidst. Præstationsangst og skræk for, om jeg nu formår at ramme plet med min intention, er nok de ord, der dækker min tilstand bedst. Må simpelthen manifestere alt mit mod, så jeg tør tage det sidste lille bitte skridt og give slip på min ‘baby’, som jeg har levet sammen med i 5 år.

Herregud, det er kun et forord – alt det vigtigste er forlængst skrevet og tygget igennem. Og hvor mange læser overhovedet forordet i en bog??? Spø’r lige mig selv, hvorfor det forord pludselig er så stort et issue, at min Dramaqueen stikker hovedet frem?

Albert tog lige et billede af en tænksom Mette…

Hmm…? Det jo fordi, det er så hamrende vigtigt for mig at tage læseren – dig i hånden lige fra det første ord, når vi sammen bevæger os ind i bevidsthedens og ubevidsthedens univers for at blive klogere på både os selv og vores omgivelser på en legende og filosoferende måde, der forhåbentlig både er konkret og nem at forholde sig til.

Nå – det kunne være, jeg skulle se at få hul på det forord. Måske kan det indeholde sådan noget som:

Først og fremmest har jeg skrevet bogen, fordi jeg mener og arbejder for, at viden skal være tilgængelig for flest mulige. Her er det så kommunikation, relationer, personligt lederskab og kreativitet samt en masse  metoder og redskaber, det handler om. Fordi vi ligeså godt kan dele og udveksle det, vi ved og kan til fælles gavn og glæde.

Alt er kommunikation og kommunikation er alt. Det foregår hele tiden – bevidst og ubevidst. Sagt og usagt. Ligeså snart vi står overfor et andet menneske er der kommunikation. Vi taler og signalerer i  en uendelighed. Sådan her fx:

’Jeg ved, at du tror, at du forstår, hvad du tror, jeg sagde, men jeg er ikke sikker på, at du har fattet, at det, du hørte, ikke er det, jeg mente.” (Anonym.)

Det går da virkelig ikke, vel?

Bogen har 4 afdelinger – byggestene, som tilsammen udgør fundamentet for Vellykket menneskeligt Samvær og succes:

  1. Afdelingen for Styrkende Kommunikation
  2. Afdelingen for Personligt Lederskab
  3. Afdelingen for Styrkende Relationer & Fællesskaber
  4. Afdelingen for Kreativitet & Innovation i hverdagen

Vi har så travlt med at finde ud af tingene, at vi fuldstændig glemmer at finde ind til det, der giver mening for os – sammen og hver for sig. Vi taler så meget om det, men der er lang vej til, at vi gør det, vi taler om. Det vil jeg gøre noget ved. For når vi kan tale sammen og lytte til hinanden, kan vi skabe al den glæde og succes, vi overhovedet kan ønske os. Her fra hvor jeg står, er det, der skal til, en indsigt i og forståelse for kommunikationens essentielle og eksistentielle betydning for trivsel, motivation og samarbejde. En fælles overenskomst om, at vi vil hinanden det bedste, og at vi hver især er værdifulde for det fællesskab, vi befinder os i.

Selv i vores højtudviklede samfund ligger vores urinstinkter stadig lige under overfladen. Der var engang, hvor mennesket ikke havde noget sprog, og kommunikationen foregik med tegn, mimik og symboler. En fremstrakt hånd og et smil betød opfordringen til venskab. Et spyd plantet i jorden var et tydeligt signal om at holde afstand og på eventuelt fjendskab. Dengang tolkede vi helt naturligt verden via vores sanser og formidlede det med lyde og symboler. Det gør vi stadig, selv om vi glemmer, at det er sådan. Derfor bliver jeg mere og mere optaget af intuitionen og alt det non-verbale efterhånden som bogen skrider frem.

Hvad kan du bruge bogen til?

Styrkende Kommunikation hjælper os til at tale om det, vi ellers ikke taler om. Så samarbejdet i gruppeprocesser, virksomheder og organisationer glider let og frit i Gensidighed. Du vil opdage, at jeg såvel beskriver teknik og sprogbrug som de situationer, hvor det er afgørende for udfaldet, hvordan vi tænker og taler sammen i den og om den. Indsigt i og forståelse for mekanismer, positioner og sprogbrug, der lukker eller åbner kommunikation og samarbejde. Alt sammen hentet fra mine erfaringer i praksisfeltet.

Jeg har et stort ønske om, at du ikke opdager ret meget nyt, når du læser denne bog. At du gang på gang siger:

  • ’Jamen det ved jeg da godt. Det er da pærebanalt. Hvor er det dejligt, at jeg ved så meget’. Så har jeg nemlig opfyldt mit mål: at sætte alt det, vi alle sammen ved, ind i en ny sammenhængen til noget, der er nemt, overskueligt og lige til at gå til med din personlige stil.

Hvorfor en bog mere om kommunikation?

Svaret på det indeholder flere forskellige perspektiver.

  • Det er min dybeste overbevisning, at vi kan tale om stort set alt. Udfordringen er så bare hvordan vi gør det. Jeg har altid selv manglet en ’How to do’ bog.
  • Min mission og passion er at styrke og guide mennesker til at afklare hver deres Styrker, potentialer, ønsker og drømme og finde de løsninger, der er bedst for den enkelte.
  • Jeg har gang på gang fået at vide, at der mangler en bog på dansk, skrevet af en dansker, som supplerer de mangfoldige amerikanske bøger og teorier. Her er den.
  • Samtalens fornemme kunst er ved at gå i glemmebogen og fortjener i den grad at blive holdt i live.

Det er også den bog, jeg altid selv har manglet. En bog,  der konkret og handlingsorienteret besvarer spørgsmålet: ’Jamen hvordan GØR man det?’, når det drejer sig om kommunikationsteori og teknik. Så måtte jeg jo selv skrive den, når nu andre ikke gjorde det. Min bog skal selvfølgelig også bruges til at understøtte mit firma – være boller på suppen. Dokumenteret konsistens, så du ved, hvad du får, når vi mødes face to face.

Jeg blander mig hermed i det urmenneskelige samspil: Kommunikation, med alt hvad det indebærer. Jeg er dybest set en kommunikationsnørd; en praksisforsker og filosof, der er vildt optaget af, hvad det er, der afgør om mødet – kommunikationen, lukker sig eller åbner sig og folder sig ud. Helt ned i den mindste micromy detalje. Og hvordan vi taler sammen om det, der sker. Det er og har været min passion i hele mit liv. De sidste 36 år med det professionelle fokus på, hvad kommunikationen i praksisfeltet betyder for fremdrift, udvikling og succes. For menneskerne og for resultaterne. Alt for ofte har jeg set oprigtige intentioner og fantastiske initiativer blive reduceret til en kedelig ’laveste fællesnævner’ eller bare dø, fordi kommunikationen er gået helt skævt.

Fagstof behøver ikke at være kedeligt og akademisk

Kommunikation har altid været her, lige fra første gang 2 mennesker stod over for hinanden. Og nej – det er IKKE skabelsesberetningen, jeg er på vej ind i. I gennem tiderne har utallige begavede og nysgerrige mennesker sat ord på det, de tænker og oplever om dette møde mellem mennesker. Så der er intet nyt under solen, blot mekanismer, der skal genopdages og huskes.  Vi skal blive bevidste om, at det er der. Sværere er det ikke.

Jeg mener selv, jeg har styr på min teori, og sætter samtidig en ære i at veksle tungt fagstof til noget, der kan læses, forstås og bruges uden de store dikkedarer. Stoffet er meget personligt – nogen vil måske synes, det er for meget. Dem om det. Jeg lærer mest af mennesker, der er autentiske – der inddrager sig selv og sine holdninger i det, de formidler. Så vi oplever mennesket og ikke kun en distanceret viden eller mening om noget. Derfor har jeg valgt at tale i ’jeg’, ’vi’ ‘du’ og ‘I’, i stedet for det tandløse ’man’. Det giver også mulighed for at spejle sig i andre – mig i dette tilfælde. Det er jo en af mine mærkesager, at vi skal ud over ensomhedsfølelser og utilstrækkelighed. Så jeg stiller mig hermed til rådighed med både mine succeser og knapt så heldige resultater og erfaringer. Brug det, der giver mening for dig og smid resten væk.

Brugsanvisning:

Bogen er en brugsbog og hensigten er, at den har en værdi, uanset om du læser den igennem fra ende til anden eller om du vælger et tilfældigt kapitel. Jeg ville elske, at den ligger i tasker, personalerum og sågar bliver brugt som lokumslæsning rundt omkring i hjemmene, på arbejdspladser og i undervisningsmiljøer.

Jeg håber, at det hele er gennemsyret af, at jeg for længst har givet afkald på at gøre mig klog på, hvad andre har brug for og hvad der er rigtigt og forkert.

Jeg har gjort mig umage for, at du finder det, der er relevant for temaet, der hvor det hører til. Så du ikke behøver at bladre frem og tilbage for at forstå, hvad jeg mener. Så hvert afsnit indeholder storytelling, tanker, viden, filosofi, refleksioner, erfaringer og ikke mindst værktøjer. I en skønsom blanding, som jeg nu synes, det giver størst mening. Der, hvor det er relevant, vil jeg henvise til inspirerende litteratur, men det er ikke alle kapitler, du finder det i. Til gengæld vil hvert kapitel indeholde en udfordring til dig og jer samt en række spørgsmål til eftertanke og samtale. Om du griber bolden er selvfølgelig helt op til dig.


Phew, så fik jeg ord på papir. Er i tvivl om, jeg for vild undervejs? Om det er for langt? Om det giver mening? Om det er for ligegyldigt og kun signalerer mit eget behov for at gå med livrem og seler? Tror sgu’, jeg har brug for feedback, så jeg trækker lod om en gratis bog blandt jer, der kommenterer her på bloggen :-)

© Alle rettigheder er forbeholdt SamtaleAkademiet.dk

Telefon: 22 32 54 43 | Mail: samtaleakademiet@gmail.com | Esterhøjvej 16 | 4550 Asnæs


  1. helen siger:

    Hej du lysende kvinde!
    Du brænder i den grad for din bog, tillykke med at du er kommet så langt.
    Når jeg læser dit forord, er mit første bud at det er for langt, ved dog ikke hvad der skal udelukkes, da der er vigtige elementer som skal med. Kan det koges ned så man stadig kan få essen og blive nysgerrig på bogen.
    Knus til dig og dit

    • Tak, kære Helen.

      Forordet får lige lov at ligge i dag, så er det nemmere at ‘kille darlings’ i morgen.
      Tak for din opbakning og kærlig puf i min pariser popo, så jeg fik ny benzin på skrive-motoren.

      Søndagsknus og alt det bedste
      fra den kommende forfatter